Kl. 20.15 i aftes hejstes standeren på Kolding Dameroklubs genopbygning og grundigt restaurerede klubhus, idet formanden, frk. Willesen, udtalte klubbens tak til Kolding by og andre for den hjælp, der var ydet, for at klubben nu igen kunne komme i eget hus, og idet hun henviste til, at den resterende del af samværet på grund af kulden ville komme til at foregå indendørs, udbragte hun et leve for Kolding by. Dermed var en ny sæson – noget forsinket – indviet i Kolding Dameroklub.
Indendørs tog frk. Willesen atter ordet, idet hun udtalte, at klubben skyldte de fleste tilstedeværende tak, både borgmesteren og ingeniør Nygaard. Og da klubben var blevet husvild, havde formanden for Kolding Sejlklub, hr. Damgaard Petersen, elskværdigt stillet lokaler til rådighed for en måned, der ganske vist var blevet til to, men man havde dog formået at holde kaproningsholdet i træning, foruden at man hvervede 30 nye medlemmer. Frk. Petersen i sejlklubbens lokaler havde ofret sine aftener for at vente på, at dameroerne kunne blive færdige. Vejassistent Kjærside skyldte klubben også tak, ligesom man takkede direktør Gimbel, der havde skænket et attråværdigt stykke inventar.
Da det også er klubbens 20 års jubilæum, mindedes frk. Willesen de pionérer, der havde startet dameroningen i Kolding. En af klubbens første formænd, frk. Mikkelsen, var kommet til stede, og disse pionérer, på hvis arbejde man havde kunnet bygge videre, skyldte klubben en stor tak […]
Frk. Willesen sluttede med at takke for alle de smukke ord og ønsker, der var blevet udtalt, og den vellykkede indvielses- og jubilæumsfest sluttede med ‘Der er et yndigt land’.
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. juni 1942.
