1942 – “Vi er ikke længere i stand til at befordre publikum”

Nedskæringen af rutebilkørslen.

Vejle Amtsråds Vejudvalg forhandlede som i går omtalt i Vejle med repræsentanter for rutebilernes i amtet om den nedskæring af rutebilkørslen, der af ministeriet er beordret gennemført fra den 1. april, og den nedsættelse af hastigheden, der skal træde i kraft allerede 1. marts. Basis for forhandlingen var et af Vejudvalgets udarbejdet forslag. Dette gik efter forlydende ud på, at kun ganske få ruter, nemlig de mest benyttede, får lov at køre mere end én tur om dagen, medens mange rutebiler kun kommer til at køre 4-5 dage om ugen, et par enkelte endda kun 8 gange om ugen. Det eneste “lyspunkt” for rutebilejerne er den omstændighed, at passagerantallet sædvanemæssigt vil dale noget efter den 1. april.

Hvad angår bestemmelsen om, at rutebilerne efter 1. marts kun må køre med 25-30 km.’s fart i timen, giver denne anledning til betydelige kvaler. Den betyder nemlig, at der må ændres i køreplanerne, og der var i den anledning indsendt andragende til ministeriet om en udskydelse af bestemmelsernes ikrafttræden til 1. april, til hvilket tidspunkt der alligevel skulle foretages ændringer i køreplanerne. Andragendet blev imidlertid afslået, og rutebilejerne står derefter i den situation at skulle udsende nye køreplaner både pr. 1 marts og 1. april. Denne bestemmelse skyldes den omstændighed, at en nedsat hastighed vil nedsætte sliddet på gummien.

Fra Kolding deltog forretningsfører Knudsen, Rutebilsstationen, der i øvrigt oplyste, at man var enige om at foretage den 50 pct.’s nedskæring, som man var tvunget til. Dog var statsbanerne ikke mødt til disse forhandlinger, så det er antagelig meningen, at statsbanerne skal føre seperatforhandlinger om den fremtidige køreplan for deres ruter, der bl.a. omfatter ruterne Aabenraa-Kolding-Haderslev-Vejle etc., ruter, der har overordentlig stor betydning, fordi de dækker en ganske betydelig gennemgående trafik. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. februar 1942

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar