1941 – Generalforsamling i Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening

Søndag d 12 Jan 1941 afholdtes der generalforsamling i Bramdrup Kro. Formanden maskinmester Pedersen Alpedal indledte mødet med en Redegørelse, for hvorfor der i Aaret der svandt var afholdt saa faa møder inden for Partiforeningen, grunden var tildels Folks mødetræthed, som desværre havde vist sig gang paa gang, og for det andet de ændrede Forhold, som vi er kommen ind under siden 9de April 1940.

Omtalt blev derefter Amtraadsvalgene nu til Foraaret og Arildsen Alpedal og K. Antonsen Bramdrupdam blev valgt til at repræsentere Foreningen ved det forestaaende Opstillingsmøde til Amtsraadet der skal afholdes paa Industriforeningen i Kolding Søndag d 19 Jan 1941.

Derefter blev de tilstundende Sogneraadsvalg omtalt, og der var Stemmer der talte for, at man denne gang skulde søge, hvis det kunde lade sig gøre at afholde Fredsvalg, idet man mente at under de herskende Forhold i Landet da at søge Valget foretaget under saa rolige Former som mulig, alt under Forbehold af, at Partiet beholdt de to mandater, som det nu har.

Maskinmester Pedersen var ved at sige fra som Sogneraadsmedlem i næste Valgperiode under Henvisning til, dels at han nu var over 60 Aar og at yngre Kræfter burde til og dels, at han erindrede fra sidste Valg, at Stemmerne stod Splittet, dog lod han skinne igennem, at hvis han kunde være sikker paa en god majoritet af Stemmerne, saa var der en mulighed for Fortsættelse.

Jørgen Grejsen Ejstrup, Formand for Landarbejdernes Fagforening her, meste at sige god for sin og Fagforeningens medlemmernes Støtte, hvis Pedersen vilde stille sig igen.

Regnskabet blev derefter oplæst af kasseren Jens Pedersen og godkendt. Paa Grund af at Mathias Jørgensen som var revisor var afgaaet ved Døden, skulde man have en anden, valget blev Anders Jensen Alpedal. Det blev derefter bestemt, at der skulde holdes yderligere en generalforsamling længere hen paa Foraaret, hvor de sædvanlige Valg skulde Foregaa.

Et nyt Medlem som er Tilflyttet fra Kolding ,,Arildsen” og som er gammel Agitator for Partiet, lovede at stille sine Kræfter til Raadighed her ude i Foreningen hvad der blev modtaget med glæde.

Efter nogen Diskution om kommunalpolitik, som den foregaar paa landet hvor Partiet er i Mindretal hævedes mødet.

Kilde: Uddrag fra forhandlingsprotokol, 1940. Forhandlingsprotokollen for Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening. Opbevares på Kolding Stadsarkiv.

Maskinmester Petersen og Arildsen fra Alpedalen var begge medarbejdere ved Vandkraftværket Harteværket, der i dag er et oplevelsescenter som du kan besøge, læs mere på værkets hjemmeside

Skriv et svar