1941 – Jægerne vil oprette en vildtcentral

Landsjagtforeningens årsmøde i Vejle i går.
Landsjagtforeningen af 1923 holdt i går årsmøde i Vejle. Formanden, redaktør C. C. Andersen, København, åbnede mødet med en tale for kongen, hvorefter mødet afsendte en telegrafisk hilsen. Af beretningen fremgik det, at Landsjagtforeningen nu har 23.500 medlemmer i 580 afdelinger. Det er en fremgang på 1.000 medlemmer og 12 afdelinger. Der er 85.000 jægere i Danmark, hvoraf halvdelen er medlemmer af en af de to store jagtorganisationer. De ekstraordinære forhold efter april i fjor medførte mange vanskeligheder for jægerne, men myndighederne var meget forstående overfor jægernes ønsker, og det lykkedes at gennemføre visse lempelser i forordningerne, hvorved jagten kunne opretholdes med visse begrænsninger. Landbrugsministeriet havde vist jagtsagen megen velvilje.


Det oplystes, at vildtforbruget herhjemme er steget, og jægerne mener, at vildtet kan blive et betydningsfuldt supplement til ernæringen i en tid, hvor alle muligheder bør udnyttes […] Det er jægernes opfattelse, at afsætningssystemet er uheldigt, og man ønsker derfor oprettet en salgscentral på andelsbasis. Det menes, at der på denne måde kan opnås bedre priser til jægerne og samtidigt billigere priser for forbrugerne […]

Kilde: Uddrag, Socialdemokraten, 15. juni 1941.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar