1942 – Almenskolens jubilæumsfond blev stiftet i aftes

Til støtte for dygtige og flittige elever uden økonomiske midler til at fortsætte studierne.

Kolding Højere Almenskolens Jubilæumsfond og Foreningen Kolding højere Almenskolens Venner er nu en kendsgerning. Fondet og foreningen, der hører nøje sammen, stiftedes i aftes på et møde i Almenskolens sal, hvor ca. 150 mennesker var kommen til stede. På mødet tegnedes 129 medlemmer til foreningen og ca. 700 kr. til fondet. I forvejen var der tegnet 300 kr. plus 5.000 kr., som en større virksomhed i byen har givet tilsagn om, så starten må siges at være lovende. Det tog ikke mindre end to timer at få lovene vedtaget, og endnu en time gik, inden resultatet af valget til foreningens bestyrelse forelå. Der var ikke ret mange sætninger i lovforslagene, som ikke blev revideret under gennemgangen. […]

Mødet indledes af skolekommissionens formand, folketingsmand M. Larsen, der omtalte 1942 som et dobbelt mærkeår for Almenskolen: 400 års jubilæum og det år, da ombygningen af skolen skulle være færdig. Tiden er ikke til glædesfester; men vi mener ikke, at jubilæet skal gå upåagtet hen. Hvert år dimitterer skolen 25-30 unge studenter. En del af dem vil gerne fortsætte studiet på universitetet eller polyteknisk læreanstalt. Ofte er det meget velbegavede studenter, som ikke er i stand til at læse videre på grund af forældrenes økonomiske forhold. Rektor Fogh har da fået den idé i jubilæumsåret at oprettet en fond og en forening, der skal støtte sådanne elever. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. februar 1942.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar