1942 – General With taler i Kolding

Vi har modtaget:

Foreningen ‘Det Frie Nord’ i Kolding holder møde på Hotel Kolding tirsdag den 14. april med general With, der vil tale over emnet: ‘Frie ord om nordisk forsvarsforbund’. Der er få mænd, til hvis ord der lyttes så stærkt, som general With. Hans friske, klare tale om forsvarsforbundets nødvendighed i Norden samler overalt, hvor han kommer frem, store skarer omkring hans talerstol. Og dette er intet under. General With er ikke blot hærens gamle kommanderende general, hvis opbygning af hæren anerkendes fra alle sider, men han er også den mand, der først og dygtigst førte hær og folk sammen. Generalen forstod, at skulle forsvarstanken sejre i Danmark, ville det være nødvendigt at vinde folkets brede lag derfor. Derfor drog han også i den tid, hvor han var hærens øverste chef, fra møde til møde. Allerhelst talte han i grunden for arbejderne. Ingen havde en så klar forståelse som general With for den praktiske nødvendighed af at vinde arbejderne for forsvarstanken. Og ingen har gjort mere derfor.

Når generalen nu for første gang taler i Det Frie Nord i Kolding, vil interessen derfor sikkert være meget stor. Foreningen har derfor indbudt forskellige militære foreninger, der sikkert vil have et stort udbytte af denne aften. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. april 1942.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar