1942 – Husvilde-spøgelset omkring “den gamle” flyttedag

Kolding Kommune har for tiden 62 lejligheder under opførelse

Vi er nu kommet over den første efterårsflyttedag 1. oktober og nærmer os den anden, den gamle, der indtræffer på den 3. tirsdag i oktober, altså 20. oktober, og vi spørger boliginspektør Jensen, hvordan boligsituationen udvikler sig i Kolding.

“Det kan ikke nægtes, at der stadig er en ret følelig mangel på mindre lejligheder”, lyder svaret, “men det er dog ikke gået så galt, som vi havde frygtet, selv om der måske nok melder sig nogle husvilde familier igen den 20. For tiden har vi 3 familier i Forskolen og 6 i Evangeliemenighedens barak på Lykkegårdsvej, hvor der er plads til i alt 7 familier. Desuden har vi 12 familier oppe i ‘Uldspinderiet’. Der indrettes for tiden 4 lejligheder i Hvidsminde Skole; deraf bliver de to første færdige til den gamle flyttedag og de to sidste omkring 1. novb.”

Er ellers snart nogle af kommunens mange lejligheder ved at blive færdige?

“De 16 lejligheder i Vifdam bliver antagelig færdige omkring 1. januar sammen med de 8 i Ottosgade. Endvidere er der de 24 lejligheder i Socialboligernes Blok B ved Domhuset, som ventes at kunne tages i brug 1. april 1943. Desuden er der så de 4 lejligheder i Læssøegades forlængelse, de 4 ved Skovvejen og endelig de 2 i Borgmestervangen, således at kommunen for tiden i alt har 62 lejligheder under opførelse.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. oktober 1942.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar