Det var den 14. marts 1940 endnu uvist hvad freden i Finland ville komme til at betyde for stormagtskrigen. Vestmagterne indrømmede selv et diplomatisk nederlag, og fra den anden side taltes der om en ny ære, der “nu oprinder for Finland og hele Norden“. I Sverige vokser bitterheden sammen med tanken om garantien for Finlands ny grænser. Fra Sverige forlyder det, at det føles som om freden er en “jernring om norden“.
Fra Stockholm meddeles fra Politikens korrespondent, at den finske Moskvadelegation ankom dertil onsdag aften(13. marts), og kort tid efter fortsatte den til Helsingfors. Det forventes i den finske hovedstad, at der vil komme ændringer inden for regeringen. Angiveligt er det ikke usandsynligt at den finske regering vil træde tilbage, og Finland i stedet vil danne en provisorisk regering, der skal underskrive den finsk-russisk overenskomst, inden en ny fredstids regering dannes.
I Frankrig har freden “vakt uhyre skuffelse. Næsten samtlige parisiske blade giver de øvrige skandinaviske lande og især Sverige skylden for katastrofen. … Det er kendes åbent, at freden er et bitter nederlag for de allieredes diplomati, men allerede i aftes var man i Frankrig i færd med at flytte interessen over til et andet program, spørgsmålet om, hvor det nu bryde løs. Der tales om mulighed for almindelig fredsoffensiv, men flertallet af Franskmænd forbereder sig på, at krigen nu endelig begynder”.
Mere end 400.000 finnere er angiveligt fordrevet fra deres hjem, disse er evakueret og skal nu genhuses andre steder i Finland.
Kilde: Kolding Folkeblad, 14. marts 1940