1944 – Fortrolig skrivelse I

Indberetning angående den tyske besættelse i Kolding i tiden 2-16. oktober 1944.

På foranledning af anmodning fra havnefogeden påtaltes overfor kommandanturen, at værnemagten ikke betaler vandforbruget til dets i Kolding Havn liggende krigsskibe.

Lokaler i Låsbygade 98 overtages af værnemagten efter overenskomst med ejeren.

Efter i et par dage at have talt om at ville have anvist en villaejendom beslaglagde værnemagten den 3. oktober konsul O. Th. Christensens villa på Fredericiavej uden videre. Beslaglæggelsesdekret er senere modtaget sammen med beslaglæggelsesdekret over den væsentligste del af etablissementet ‘Alhambra’. Ligeledes indkvarterede man uden forudgående forhandling 9 mand i hver af de 3 funktionærboliger ved vandkraftanlægget, medens man dog meddelte, at man så sig nødsaget til at beslaglægge havehuset ved husholdningsskolen Borrehus, som i forvejen er i værnemagtens besiddelse ved beslag. […]

Værnemagten forlangte anvist plads til anlæg af beskyttelsesgrave bag ved ejendommen Grønnegaarden på Fynsvej, i hvilken anledning man har henvist til direkte forhandling med ejeren af det pågældende areal.

Kilde: Uddrag af fortrolig skrivelse, 16. oktober 1944. Borgmesterkontoret (A98), Kolding Stadsarkiv.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar