Kommunen vil nu etablere sanddepoter forskellige steder i byen.
Tilflugtsrum til 10 pct. af byens befolkning.
Det civile luftværn holdt i går møde på rådhuset. Borgmesteren gennemgik planen for Afsnitskommandostationen i “Borgen”, der tiltrådtes.
Ved gennemgang af planen for ordenspolitiets tjeneste fremsatte overlæge Djørup ønske om, at også By- og Amtssygehuset sikres af politiet mod, at uvedkommende under kritiske situationer søger til sygehuset og spurgte, hvad brandvæsenet havde tænkt sig at detachere til sygehusets sikring.
Brandinspektøren oplyste, at der bliver afgivet ti brandmænd og en motorsprøjte til brandslukningstjeneste på sygehuset, hvorefter man tiltrådte planen med den tilføjelse, at ordenspolititjenesten for sygehusets vedkommende overtages af brandvæsenets personale, idet dog politiets patruljer kan tilkaldes.
Endvidere drøftedes evakuering ved politiets foranstaltning fra sygehuset af patienter, der kan tåle flytning, og da det under disse drøftelser viste sig, at der var almindelig mangel på mandskab, gav politimesteren tilladelse til, at der blev averteret efter frivilligt mandskab […]
Kilde: Jydske Tidende, 12. november 1939.