1941 – Fryseværk til 1,2 mill. kr. skal lægges i Sydjylland

Kolding har gennem sin centrale beliggenhed og gode transportforhold store chancer for at få værket.

Vi har tidligere her i bladet omtalt det store firma Coldstores, der har bygget et fryseværk på Islands Brygge i København på 6 etager. Vi meddelte også, at det var selskabets hensigt at oprette lignende fryseværker flere steder i provinsen, og bl.a. Aalborg og Aarhus var på tale. Vi kan i dag tilføje, at selskabet også påtænker at bygge et fryseværk i Sydjylland og man har været i forhandling med Kolding Byråd og Havneudvalg derom. Forhandlingerne er dog ikke tilendebragt, men det drejer sig om opførelse af et fryseværk til 1,2 millioner kr.

Der er også set på en plads ved havnen, ved den såkaldte Slagterikaj, hvor der vil blive en plads på 50-60 meter lang og ca. 25 meler bred. Det siger sig selv, at både byen og havnen er stærkt interesseret i planen. Vort betydelige Eksportmarked danner grundlaget for to gode kreaturslagterier, og der skal til disse virksomheder bruges megen is til kølevogne. Men al den is, der har skullet bruges her, har man hidtil måttet befragte fra Esbjerg. Og der er mellem Esbjerg og Aarhus ikke noget fryseværk så man vil forstå, at et værk i Kolding vil have gode betingelser som centralforsyning til et stort område i Sydøstjylland. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 11. november 1941.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar