Det gik gennem alle hjemlige nytårstaler, at mørket er tæt, men at håbet om og troen på en fremtid for vort land og vort folk er lyset, der skal vise os vej fremefter.
Næst efter kongens og statsministerens manende ord om at vise korrekthed og ubetinget samdrægtighed lagde man mærke til indenrigsminister Knud Kristensens djærve radiotale med hans stærke understregning af samarbejdets betydning for danskheden. Indenrigsministeren gik endog så vidt, at han sagde, at dette samarbejde måtte holde også fremefter, når den situation, der havde kaldt på samarbejdet, ikke var mere. Ellers vilde samarbejdet ikke være meget værd, mente man.
Disse betragtninger har vakt opmærksomhed i vide kredse, og de kommenteres livligt.
Hvorledes fremtiden vil forme sig, ved ingen, og det er for tidligt at tale om, hvorledes vi skal indrette os, når den nuværende situation er forbi. Men samarbejdet har opgaver nok over for øjeblikkets krav. Vi vil også mene, at det netop er overfor de vanskeligheder, som situationen byder, at samlingen i folket skal bestå sin prøve. Kan den det, vil samarbejdet også sætte spor frem efter.
Nogle, der endda særlig slår på deres danskhed, men hidtil har gjort sig bemærket ved at bryde de love, der er sat for at opfylde kongens og regeringens bud om at vise ro og værdighed, har selv sat sig udenfor det folkelige samarbejde. Og de søger nu at øve ond gerning overfor folk og land for i situationen at skabe en fordel for dem selv på helhedens bekostning. Men sådan gerning dømmer sig selv.
Dette lille mindretal, der står udenfor det folkelige samarbejde, vil benytte sig af alle midler til at bryde samarbejdet, og de har i løbesedler bebudet visse personers afgang og krævet en ny regering.
Men der dannes ingen dansk regering uden om rigsdagen. Sådan har det været dansk skik gennem 40 år, og denne statsskik brydes ikke af et mindretal, stort eller lille.
Folkets selvbestemmelsesret, retten til frit at vælge sine repræsentanter i rigsdag, regering og kommuner er en del af det danske folks væsen, og det giver vi ikke slip på.
I fald man lod det komme til brist her, ville samarbejdet intet være værd.
Men dette samarbejde stiller også krav til hver enkelt af os. Betinget samdrægtighed, korrekthed, ro og værdighed er de grundpiller, hvorpå det danske folk må bære sin skæbne, trofast i tanke og sind mod, hvad der er dansk.
Det samfund, det danske folk havde bygget op under demokrati og folkestyre, var det bedste i verden. Dette er også fornylig erkendt gennem bladrøster ude fra, men andre føjer så til, at neutrale lande kan ikke vente fortsat at få lov til at bevare en høj levestandard i fremtiden eller under nyordningen i Europa.
Sådanne presserøster er uheldige, og de stå ikke i samklang med de officielt givne løfter om ikke at antaste vor frihed og selvstændighed. Men på disse løfter og i ubetinget samdrægtighed bygger det danske folk sin fremtid.
Afskrift af Kolding Socialdemokrats avisleder 6. januar 1941
Kilde: Ugen, der gik, Kolding Socialdemokrat, side 3, 6. januar 1941