Omtrent to timers alarm som indledning til dagens arbejde.
Kl. ca. 8.40 lød alarmsirenerne atter over Kolding i formiddags. I løbet af en halv snes minutter var gaderne så godt som affolkede – kun husvagterne med de stribede armbind sås på vej til deres funktioner, og C.B.-betjentene hastede til kommandostationerne for derfra at blive fordelt til deres poster. Det var en kedelig indledning til dagens gerning for de fleste, mange nåede ikke frem til deres virksomheder, men måtte sidde indespærret hjemme eller i tilfældige beskyttelsesrum undervejs.
Og tilmed blev alarm nr. 36 samtidig Koldings hidtil længste dagalarm, idet den først blev afblæst efter små to timers forløb, kl. godt 10.30. Kolding var ikke alene om at have luftalarm, det havde det meste af landet i det hele taget. Der skete intet i Kolding Politikreds. C.B.’erne mødte flinkt med så stor en procent, som man har lov til at vente (fra ledelsens side) og alt klappede, som det skulle. Der var i øvrigt netop i går og i dag udgået meddelelse til alle C.B.’erne om, hvordan de skal forholde sig omkring søn- og helligdage, så den ringe mødeprocent, man så i søndags, ikke vil kunne gentage sig.
Da alarmen kl. godt halv elleve blæstes af, var gaderne i løbet af et par sekunder fyldt med mennesker, der hastede på kryds og tværs imellem hinanden for at nå frem til dagens arbejde og indhente det forsømte. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. juli 1943.
