1942 – Vifdam-ejendommene skal bygges omgående

Af aftenens brogede dagsorden i Kolding Byråd.

Kolding Byråd åbne møde i aftes varede i et par timer, hvad der må kaldes kortvarigt, i betragtning af, at der både diskuteredes om mælkeordning og budget. Vi omtaler en del af de større sager andet steds i bladet.

Fraværende var Nygaard og P. Andersen (syg).

Ord på 34 bogstaver frabedes!

Ved 2. behandling og uden omtale vedtoges de 3.000 kr. til Børnebibliotek på Centralbiblioteket, salget af en byggegrund og pengene til Byparkens færdiggørelse, ligesom L.A.B.’s spildindsamlings-beretning toges til efterretning.

En normal-sundhedsvedtægt fra Indenrigsministeriet angående mælk og fløde godkendtes. Juhl frabad sig do “spiritus-prøveord” på 34 bogstaver (Normalsundhedsvedtægtsbestemmelser). Arkitekt Foss Rosenstand fik dispensation med hensyn til bebyggelsen ved hjørnet af Axeltorv og Adelgade. Andragender fra Arbejdernes Andelsboligforening og garanti for statslån gaves.

De lavestbydende får arbejdet

Borgmesteren gav nogle oplysninger om licitationen over de 7 ejendommen med 24 lejligheder i Vifdam. Prisen pr. lejlighed efter de forskellige hustyper ligger fra 12.000-13.500 kr. plus grund. Man indstiller, at de lavestbydende får arbejdet, og borgmesteren bemyndiges af Byrådet til at få planerne i orden og indsendt til ministeriet, så arbejdet kan påbegyndes snarest. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 3. marts 1942.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar