1941 – Opførelsen af ‘Blok B’ ved Domhuset vedtaget

Socialdemokraterne besluttede mod de borgerliges stemmer at bygge til 346.000 kr.

Efter en timelang diskussion vedtog socialdemokraterne i Kolding Byråd i aftes mod de borgerliges stemmer at bygge et etagehus ved Domhuset til 346.000 kr. som fortsættelse af ‘Socialt Boligbyggeri’.

På dagsordenen stod “Eventuel beslutning om opførelse af en husblok ved Domhuset”, og borgmester Knud Hansen forelagde sagen, som tidligere har været til behandling i Byrådet, idet han oplyste, af udgifterne ville beløbe sig til 346.000 kr. Håndværkernes tilbud stod ved magt, og man havde beregnet den årlige udgift til 19.537 kr. og den årlige indtægt til 19.575 kr. Ejendommen skulle indeholde 15 to-værelses lejligheder til en årlig leje af 750 kr. og 9 tre-værelses á 925 kr. Både han og Socialudvalgsformand Ejnar Christensen anbefaldede opførelsen med den sædvanlige motivering, at der ellers ville blive bolignød. Landsretssagfører Juhl erklærede hertil, at han ligesom ved den foregående behandling af sagen kunne udtale, at hans gruppe ikke ville være med. Byggeriet var ikke opført på Finansplanen, og hvis socialdemokraterne alligevel ville vedtage det, ville den borgerlige gruppe gå til ministeriet. […]

Borgmesteren svarede vredt, at landsretssafører Juhl ikke kunne hjælpe de husvilde ved at henvise til Finansplanen […]

Omsider blev der afstemning, og det gik, som det var ventet, nemlig som det er gået, så længe socialdemokraterne har haft flertallet. De første deres krig igennem med 11 stemmer mod 10. Spørgsmålet bliver så nu, hvor meget Finansplanen betyder i sagen.

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 18. november 1941.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar